tirsdag den 19. august 2008

CD review: "Blues Matters" (London) maj 2008

Ladies Sing the Blues - "Uh, Oh, Yeah!"

Denmark sings the Blues, and does a fine job. Put together in 2001 by the board of the Copenhagen Blues Festival, to encourage more women on the local blues scene, the band has become an established act.
This album is full of fairly light, foot tapping smile on yer-face numbers. About half are selfpenned and, with titles like "Cold Pizza & Warm Beer" and " Have You Tried It In The Bush" you know it should be fun.
There is a good balance maintained by some very credible covers, which include Etta James' "Somethings Got A Hold On Me", Willie Dixon's "I love The Life I live" and Marva Wright's "Let's make love".
A six-piece band fronted by three powerful female vocalists, who individually provide some excellent solo performances and together beautiful harmonies. The three accomplished male musicians are never overly intrusive and provide a tight, easy sounding, laidback feel that compliments the vocalls well. The normal keyboards, drums and bass are joined on a couple of tracks by a guest guitarist who helps to maintain the freshness.
(Thomas Rankin)

CD anmeldelse:
"Jazz Special" marts 2008

Ladies Sing the Blues - "Uh, Oh, Yeah !"

De kunne godt ligne tre modne veninder på shoppetur i Rødovre Centrum, men med en klaver-bas og trommetrio, lidt boafjer og tre mikrofoner sprang de på scenen som - Ladies Sing the Blues - og betonklodsen fik nyt liv. Sådan. Og sådan sparker Ane Kramme Abildtoft, Lene Strøyer og Lea Thorlann liv i deres debut-cd med en velafbalanceret blanding af humor, drama, indlevelse og fest.
Præcis som de selv siger det: det sensuelle "Uh, det følsomme "Oh" og det kraftfulde "Yeah". Damerne mestrer det hele - og frem for alt lyder de til at have det sjovt. Det smitter. Ligesom hos den skønne USA-trio Saffire The Uppity Blues Women, hvor vore ladies har lånt lidt. Plus lidt Etta James og lidt Marva Wright - New Orleans' mægtige blues mama. Og så en hel masse af dem selv.
Forfriskende i forhold til herrer med lædervest, el guitar og Sweet Home Chicago på repertoiret, synger damerne selvfølgeligt flot, sørger for at komme ud i alle krogene og lever til fulde op til den oprindelige ide': flere kvinder i blues'en, og den gamle sandhed at man skal støtte sin lokale bluesbar og opleve musikken i levende live. 
( Paul Brasso)

CD anmeldelse: "Rootzone" april 2008

Ladies Sing the Blues - "Uh, Oh, Yeah !"

Tre charmerende og frodige damer har det tydelig vis herligt med at fyre deres fyldige ressourcer af i 10 pågående sange. Bluesnørder bør overlade magten til (under)kroppen.

Nærværende anmelder erkender forsigtigt ikke hidtil at have haft kendskab til navnene Ane Kramme Abildtoft, Lene Strøyer og Lea Thorlann, men det er for pokker en frydefuld én på hatten med "Uh Oh Yeah!" at erhverve dette kendskab.

Titlen antyder nok, at det er blues'en som lyd og udtryk, og ikke det dybe og smertefulde indhold af den gamle blå tradition der dyrkes, men man får saftsusemig ikke pandehår af at lægge ører til det her udtryk og så kan de dæleme synge den her musik, kan de! Der er ingen cowboyamerikansk her.

Hvis man i forbrugeroplysningens navn skal forsøge forsigtigt at rubricere Ladies Sing the Blues, må der nok henvises til den hæsblæsende trio SP Just og Frost - eller Skipper Just Frost som de jo nu om dage hedder.
Disse tre charmerende og frodige ladies i Ladies Sing the Blues, har det tydeligvis mere end herligt med at fyre deres fyldige energiressourcer insisterende af i de 10 pågående sange. Man kunne passende citere fra Willie Dixon's klassiker: " I live the life I love, and I love the life I live". Jo der er standard's, mere eller mindre - heldigvis mindre - kendte, men der er også enkelte kompositioner af et par af damerne selv, i samarbejde med tangentspilleren Stuart Goodstein.

Ja, nu vi er ved det, kan vi jo lige så godt tage resten af kapellet. Udover nævnte er det bassisten André Sørensen og velkendte Gert Smedegaard på baljerne. Der er ikke nogen i flokken på "spade", men man har indforskrevet Michael Lee Rasmussen til at vride strengene på et par enkelte spor. Det kunne man godt have gjort lidt mere ved - uden at det dog skal kaldes et påtrængende savn. Arrangementerne fylder såmænd godt nok ud bag de vokale udladninger.

Hvis man har som en absolut lidenskab at sidde at lytte til skrattende indspilninger fra 30'erne med Sleepy John Estes, er det ikke sikkert man skriver en overstrømmende artikel om "Uh Oh Yeah!" i menighedsbladet. På den anden side skal også nørder have lov til at holde frikvarter, og overtegnede nyder af de helt gamle drenge, er i den grad rede til at smide brillerne, koble rationaliteten fra og overlade magten til (under)kroppen-velfavnet af furierne fra Ladies Sing the Blues og deres fyre
 (Nils Thorlund)